Ro og fordybelse

Mulighed for ro og fordybelse i lejlighed i Vandborg-Ferring fælleshus

 

Langt mod vest, hvor havet åbner sig med de store vidder og friske luft, ligger der et tidligere forsamlingshus, der er lavet om til et fælleshus – et slags medborgerhus.

Her kan medlemmerne boltre sig med fælles arrangementer over hele året som fællesspisning, koncerter, foredrag.  Medlemmerne kan lave klubber, hvor man kan være fælles om at dele en hobby, som f. eks ølklub, strikkeklub, madklub, hvor man laver maden sammen, økoklub, hvor man er fælles om at indkøbe økologisk mad fra en distributør. Man kan også lave en yogaklub eller en litteraturklub, hvor man læser og diskuterer bøger. Det er bare med at finde på.

Til dette dejlige hus, har vi ovenpå en lille lejlighed, som bliver brugt således:

Er du musiker, som er i gang med at lave sange til et nyt album?

Er du kunstmaler eller forfatter, og har brug for ro og tid til fordybelse i dit arbejde?

Eller sidder du med en stor universitetsopgave, som skal være færdig?

Så kan man låne denne lejlighed ved at ”betale” med en koncert/foredrag/kunstaften til medlemmerne og andre interesserede i vores område.

I Vandborg er der mulighed for at finde ro og fordybelse, som er vigtig i en skabende proces som kunstner.

Derfor vil vi gerne med dette tilbud åbne op for interesserede kunstnere, der trænger til ro og fordybelse, og som vil afslutte opholdet med en koncert, fernisering eller foredrag her mod vest.

Til lejligheden er der et lille køkken, hvor man kan lave mad. Der er bad og toilet. Der er sofaer og mulighed for tre sengepladser. Er der brug for flere, kan det arrangeres med madrasser. Opvarmning er med en brændeovn.

Vandborg ligger ca. 10 kilometer vest for Lemvig. I Lemvig finder man et godt udvalg af dagligvarebutikker, men også en del specialbutikker. Der er 3 kilometer til Vesterhavet fra Vandborg fælleshus.

Adressen er: Vandborg – Ferring fælleshus, Gåskærvej 10, Vandborg, 7620 Lemvig.

Kontakt for mere interesse:

Michael Johnsen mobil: 30825091 eller på mail: msjvandborg@gmail.com

Gitte Smith Jakobsen mobil: 27454045 eller på mail: raabjergvej26@live.dk.