ANDERS ROLAND KOMMER TIL VANDBORG

Koncert i Vandborg Fælleshus fredag 4. maj kl 20:00

Anders Roland

Guitar, viser og folkemusik

 

Den fremragende guitarist Anders Roland gæster Vandborg i maj og giver koncert i Vandborg Fælleshus fredag 4. maj 20:00

Billetter á 80 kr. kan reserveres hos Niels Jacobsen, tel. 30826398 eller mail: nielsjacobsen46@gmail.com

Kan også købes ved døren.

Roland er en garvet veteran på vise- og folkemusikscenen. Lige fra Hvalsøspillemændene i 70erne har han vandet og gødet rødderne indenfor mange grene af musiklivet – som sanger, sangskriver og komponist – og han er en alsidig akustisk musiker på guitar, violin og flere andre strengeinstrumenter.

Kort efter sangskriverdebuten i 1981 begyndte han sit mangeårige samarbejde med Erik Grip, hvis makker og modstykke han var i lange perioder i 80erne og 90erne.

Tilbage i 1984 begyndte han samarbejdet med guitaristen Finn Olafsson, og med deres tilbagelænede lyriske og instrumentale overskud blev de hurtigt landets førende guitarduo. De spillede utallige koncerter, leverede masser af kompositioner for TV, film og radio, og var ”tidens lyd” som akkompagnatører og studiemusikere.

Ofte høres han i dag sammen med sangskriveren og visesangeren Anders Mikkelsen fra Thy – eller sammen med rigsspillemanden Michael Graubæk. I dag har Anders Roland nemlig et fornyet fokus på folkemusikken, der sammen med viserne var hans udgangspunkt, da han for over 50 år siden begyndte at optræde. Når Anders Roland optræder solo vil der sikkert være både gamle folkeviser og nye sange på programmet – og nogle af hans nye guitarkompositioner inspireret af nordisk folkemusik.

Live blander Anders alle nuancerne fra sin sin store palet – og serverer det hele med stort instrumentalt overskud og masser af humor.

 

Skriv en kommentar